Politiken har i løbet af et par uger rodet sig ud i både sagen med en redaktør med fortid som hemmelig agent og sagen, hvor de siger undskyld uden helt at vide til hvem. Lad os fokusere på den første.

En ex-007 som chefredaktør og senere bestyrelsesmedlem? Vil Politiken have interesse i at fremstille dette som noget uproblematisk eller som noget skidt? Gæt selv.

Når DRTV tager sagen op og vil have en vurdering af dobbeltagentens eventuelle påvirkning af avisen, vælger journalisten at spørge en journalist fra – Politiken!

Ikke det mest geniale kildevalg fra DR’s side, men det er knap så interessant. Politiken kunne nemlig selv have gjort noget for at få et tv-indslag, der gav bedre goodwill.

Hvis man vil opnå troværdighed ved at andre taler pænt om én, bør man i god tid sikre sig en ekstern forbundsfælle med et godt ry og få vedkommende til at markere sig i debatten – og dermed blive kørt i stilling som en kompetent kilde, det er let at få kontakt med for journalisterne.

Politikens fodfejl skyldes muligvis, at bladets selvopfattelse stadig befinder sig i en gråzone mellem den traditionelle medierolle og en moderne virksomhedsidentitet. Som Peter Goll, kommunikationsrådgiver og direktør for kommunikationsfirmaet Geelmuyden Kiese, sagde i Information: »Politiken er gået fra at være en traditionel nyhedsformidler til at være en kampagneorganisation.«

Men uanset årsagen, så betaler det sig altid at forberede sig godt og være proaktiv – så at kommunikationen ikke kun foregår på andres præmisser. Pundiks “tilståelse” kom vel næppe helt bag på avisen…

Svarene varierer meget, alt efter om man stiller spørgsmålene i Rumænien, Norge eller Tyskland. Derfor er 12 lande gået sammen om at kortlægge alternativ behandling på europæisk plan, og det sker i regi af et 3-årigt projekt under EU’s 7. rammeprogram.

Der er mange interessenter involveret, der skal leveres adskillige kilo skriftlige rapporter til kommissionen, og frem for alt skal projektets resultater gerne blive synlige for dem, de skal gavne – fx politikere, sundhedsmyndigheder, læger, behandlere og borgere.

Fra 1. januar 2010 deltager jeg som kommunikationskonsulent på projektet, som lyder navnet ”CAMbrella” (CAM= Complementary and Alternative Medicine). Formelt er jeg ansat på deltid hos SDU, men arbejdsmæssigt har jeg min (virtuelle) base i Wien.

Der kommer til at være rigtig mange bolde i luften, og CAMbrella rummer tre store udfordringer:

1. at gennemføre kommunikationsaktiviteter i samarbejde med 12 forskellige lande.
2. at arbejde i et miljø, hvor alle andre er forskere fra mange forskellige fag.
3. at undgå knuder i den interne kommunikation, der overvejende kommer til at foregå pr mail, web og Skype.

Hvem arbejder med noget lignende?

Jeg har gennem lang tid forsøgt at finde fagfæller i ind- og udland, som har samme rolle i et EU-projekt. Det er endnu ikke lykkedes, men de skal nu nok dukke op. Det ville nemlig være rigtig godt med en (international) erfa-gruppe.

Så hvis du er derude – send mig en mail!

Af Jesper Odde Madsen, kommunikationsrådgiver og journalist

Det var så den konference. 200 deltagere mødtes kl 9:30, 6 timer og 400.000 kr senere tog deltagerne hjem, hver bærende på et kilo powerpoints, brochurer, notater og rapporter.

Blev målet med konferencen nået? Er der overhovedet nogle, der evaluerer?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg kunne have fået de samme analyser og tabeller ved at spare rejsen og gå på nettet. Den faktuelle viden i form af oplæg og powerpoints kan lægges til download, eventuelt med et password, hvis man vælger at klare det hele på virtuel manér – eventuelt kunne man se oplæggene på web- tv. De supplerende spørgsmål kan jeg stille i telefonen på et tidspunkt, hvor den travle forsker har god tid og ikke bliver forstyrret af ti andre, der også vil i kontakt med ham.

Ville det ikke være dejligt – og rationelt? Nej.

Ordet konference kommer af latin “conferre”, som betyder at bære, bringe sammen, og i det gamle Rom var der ikke andre muligheder end at stikke hovederne sammen, hvis man ville udveksle erfaringer og meninger. Det gør vi stadig, og vi vil ikke undvære ansigterne, samværet og sanseindtrykkene – selv om vi sagtens kunne lave en videokonference.

Det er altid inspirerende at møde andre, som arbejder i det samme felt – og alle er enige om, at muligheden for networking er mindst lige så vigtig som selve oplæggene. Og det gør vi så – mens vi spilder kaffe på gulvet, bytter visitkort på vej til toilettet, stresser rundt efter én vi har fået udpeget som “hende du skal møde” eller står i kø i auditoriet for at komme til at tale med Mr. Important, inden pausen er forbi. Og det er den…

Ikke plads til dialogen

Spørger man dem, der kl. 16 sætter kursen mod tog eller fly, får man næsten enslydende svar: “Jo, det var da gode oplæg, men jeg nåede ikke at snakke ret meget med dem, jeg gerne ville i kontakt med, og der var for lidt tid til at stille spørgsmål.” Det er billedet, uanset om man taler med folk fra Danmark, Sverige, Irland eller Tyskland.

Man kan godt få den mistanke, at mange konferencer simpelthen holdes, fordi man er forpligtet til det, eller fordi det er en del af et overordnet koncept. Ikke fordi deltagerne skal have det optimale udbytte af at bruge to dage og 2000 €.

Hvis dialog og netværk er vigtigt, hvorfor får det så ikke mere plads? Hvorfor er det reduceret til et forhindringsløb, hvor vi halser rundt med en sky af mapper, kaffekopper, notesblokke og visitkort flagrende efter os – som alle kræver, at vi skal bruge de resterende to minutter på dem?

Hvorfor gør man ikke en dyd af nødvendigheden og giver deltagerne mulighed for at konferere? Hvorfor er konferencerne vendt på hovedet, så at den egentlige udveksling mellem mennesker er blevet noget sekundært, en sidegevinst? Og hvor énvejskommunikation fra podiet er blevet formålet i sig selv?

Blodsukkeret op

I dag fylder oplæggene 70-75 procent af tiden, mens resten er fordelt på networking, kaffekøer og toiletbesøg. Skal man tilgodese både formidlingen af konferencens tema og deltagernes faglige udbytte, skal konferencen vende den modsatte vej:

Begrebet “pause” skal afskaffes. 70-75 procent af tiden skal dedikeres dels til networking, dels til struktureret diskussion mellem deltagerne. Kun oplæg fra “keynote speakers” – alle andre oplæg og abstracts skal lægges til download inden konferencen. Der skal lægges mere vægt på kommunikation af det faglige indhold både før og efter konferencen. Og kommunikationen mellem deltagerne skal prioriteres lige så højt som én-vejskommunikationen fra podiet.

Det kunne være interessant med en undersøgelse af deltagernes fysiologiske funktioner under konferencen. Tilsyneladende falder både koncentration og blodsukker drastisk allerede efter den første række ppt-slides, og når folk i pausen målrettet iler mod kaffekanderne, kan man høre deltagerne udveksle erfaringer som “jeg gled vist lige væk et par sekunder… nå, gjorde du også?” mens begge ihærdigt forsøger at få blodsukkeret op med et ekstra stykke chokoladekage.

De fysiske rammer under selve konferencen skal naturligvis tilpasses det nye koncept. Skal man være konsekvent, bør man i øvrigt også tage de sundhedsfaglige briller på. Hvis det faglige udbytte skal være optimalt, nytter det ikke at fylde deltagernes maver med tunge måltider, som flytter blodet fra hjernen til fordøjelsen. Det er jo ikke fysiske strabadser, kosten skal matche.

Det ville klæde fremtidens konferencer, hvis arrangørerne i højere grad forholdt sig til deltagernes mål, udbytte og fysiske tilstand. Man kunne fx starte med at spørge dem, hvordan de har oplevet diverse konferencer indtil nu, og hvad de ideelt set kunne tænke sig i fremtiden.

Because we deserve it!

De har gennem mange år modbevist det gamle citat: ”You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time”. (Abraham Lincoln)

• Det er lykkedes dem at skabe et globalt sammenhængende image af en industri, der kun vil befolkningens ve og vel.
• Det er lykkedes dem at manipulere forskningsresultaterne, så de fremstår så gunstige som muligt.
• Det er lykkedes dem at påvirke og bestikke de eksperter, der skal godkende lægemidlerne på det offentliges vegne.
• Det er lykkedes dem at manipulere indholdet i de videnskabelige tidsskrifter, som læger og regeringer verden over baserer deres anbefalinger på.
• Det er lykkedes dem at skjule tusinder af dødsfald blandt patienter for offentligheden.
• Det er lykkedes dem at nedtone bivirkningerne – og at udnytte nogle af disse til at bruge medicinen til andre formål, end den er godkendt til.
• Det er lykkedes dem at slippe ud af retssager, når de er blevet sagsøgt på grund af dødsfald eller invaliditet forårsaget af medicinen – simpelthen ved at lukke munden på modparten med en gigantisk pose penge.

Med mellemrum dukker kritiske artikler og rapporter op i medierne, men de har kun ringe effekt. Og slet ikke på de politikere, der rådfører sig med medicinske eksperter, når vores sundhedspolitik skal formes. Heller ikke på den daglige mediestrøm, hvor journalisterne stadig behandler medicinske eksperter som var de guder, hvis ord ikke kan drages i tvivl.

En mere koordineret, effektiv og kreativ kommunikationsindsats kan man ikke forestille sig. Derfor løber de med medaljerne – men de dumper med et brag i disciplinerne etik og folkesundhed.

Skulle nogle mene, at ovenstående er en udokumenteret overdrivelse, så er der lidt at kigge på her:
Denne bog af en svensk insider (Eli Lilly) er ikke for sarte sjæle – den får enhver konspirationsteori til at ligne et børneeventyr: Piller & profiter – memoarer från en läkemedelsindustri med dödlig biverkan

Samt denne i Ingeniøren eller denne.

Og der er flere af samme slags. Det er altså ingen hemmelighed, at der er noget rivende galt – kommunikationsfolkene er bare rigtig gode til deres arbejde.

You can fool all of the people all of the time.

I de fleste indlæg bruger man kun én kilde som videnskabelig autoritet på dette meget kontroversielle område. Det er i sig selv betænkeligt (smlg. miljødebatten) men hvad værre er, så vælger man næsten altid ”KFUK Reden” som sandhedsvidne, fordi de arbejder med gadeprostituerede i København.

Hverken politikere eller journalister kan tilsyneladende kende forskel på et religiøst funderet behandlingstilbud og en videnskabeligt funderet forskningsinstitution. Uden at forholde sig til Redens arbejde i øvrigt kan man betegne den som en socialt engageret institution, der hverken har som formål eller har kompetencer til at producere videnskabelige fakta.

Bruger ordene i flæng

Dette refereres derpå af medierne, som ikke gør sig den ulejlighed at ringe til Rigspolitiet for at få de officielle tal. Her mener man, at højst 1-5 % af de ca. 2500 udenlandske prostituerede har været udsat for tvang, dvs. 25-125 kvinder. (Politiet skønner i øvrigt, at der i alt er ca. 6000 prostituerede i Danmark).

Vil man købe kartofler, går man til grønthandleren, ikke til skomageren. Vil man have fakta om kriminalitet, går man til politiet – men vil man have holdninger, går man til dem, der har holdninger. Alt andet er dårlig kommunikation.

De samme medier og debattører henviser samtidig til det svenske prostitutionsforbud som argument for et forbud mod prostitution. Vort broderfolk, siger de, har nemlig erfaring for, at et sådant forbud har mindsket prostitutionen og gjort det lettere at begrænse trafficking.

Kritik af svenskerne

Samme konklusioner fremgår af en magisterafhandling af Petra Östergren, socialantropolog fra Stockholms Universitet, som bl.a. opsummerer officielle svenske rapporter: “Alle instanser skriver, at der ikke findes noget belæg for at prostitutionen som sådan er mindsket i omfang. I stedet mener man, at den skjulte prostitution antageligt er øget.”

Der kan være mange motiver til at være hhv. for eller imod prostitution. Men i en offentlig debat er det meget uheldigt, at der er så stor afstand mellem de videnskabelige fakta og de udsagn, der former grundlaget for selvsamme debat.

Her har medierne det største ansvar, selv om man også kunne ønske, at politikere og embedsmænd gjorde sig den ulejlighed at bruge det allervigtigste værktøj: Kildekritikken.