Select Page

Dokumentation og kildekritik er alfa og omega blandt journalister – og ideelt set også blandt politikere. Men nogle gange hopper kæden helt af, aktuelt i debatten om prostitution. I 2008 væltede en bølge af artikler, debatindlæg og kronikker om prostitution ud over den danske medieverden. Nogle få var sobre, faglige og dokumenterede, men de fleste dumpede totalt i de grundlæggende journalistiske discipliner. I den sidste kategori befinder sig desværre også en række indlæg fra politikere og embedsmænd, som burde have adgang til fagligt solide kilder.

I de fleste indlæg bruger man kun én kilde som videnskabelig autoritet på dette meget kontroversielle område. Det er i sig selv betænkeligt (smlg. miljødebatten) men hvad værre er, så vælger man næsten altid ”KFUK Reden” som sandhedsvidne, fordi de arbejder med gadeprostituerede i København.

Hverken politikere eller journalister kan tilsyneladende kende forskel på et religiøst funderet behandlingstilbud og en videnskabeligt funderet forskningsinstitution. Uden at forholde sig til Redens arbejde i øvrigt kan man betegne den som en socialt engageret institution, der hverken har som formål eller har kompetencer til at producere videnskabelige fakta.

Bruger ordene i flæng


I denne debat har både Reden og mange politikere slynget om sig med ”statistikker” der fx siger, at tusinder af udenlandske prostituerede i Danmark er udsat for kvindehandel (trafficking). Og for at det ikke skal være løgn, bruger man uden videre ordene ”trafficking” og ”prostitution” i flæng, så det bliver helt umuligt at finde hoved og hale i fænomener og statistikker.

Dette refereres derpå af medierne, som ikke gør sig den ulejlighed at ringe til Rigspolitiet for at få de officielle tal. Her mener man, at højst 1-5 % af de ca. 2500 udenlandske prostituerede har været udsat for tvang, dvs. 25-125 kvinder. (Politiet skønner i øvrigt, at der i alt er ca. 6000 prostituerede i Danmark).

Vil man købe kartofler, går man til grønthandleren, ikke til skomageren. Vil man have fakta om kriminalitet, går man til politiet – men vil man have holdninger, går man til dem, der har holdninger. Alt andet er dårlig kommunikation.

De samme medier og debattører henviser samtidig til det svenske prostitutionsforbud som argument for et forbud mod prostitution. Vort broderfolk, siger de, har nemlig erfaring for, at et sådant forbud har mindsket prostitutionen og gjort det lettere at begrænse trafficking.

Kritik af svenskerne


Tværtimod. Her mangler også kildekritikken. I flere år har Don Kulick, professor i antropologi og leder af Center for the Study of Gender and Sexuality på New York University, fulgt den svenske model. Og hans konklusioner er klare: “Lovgivningen har gjort det vanskeligere for socialarbejderne at nå de prostituerede. Samtidig har politiet større problemer med at retsforfølge alfonser og bagmænd,” skriver han.

Samme konklusioner fremgår af en magisterafhandling af Petra Östergren, socialantropolog fra Stockholms Universitet, som bl.a. opsummerer officielle svenske rapporter: “Alle instanser skriver, at der ikke findes noget belæg for at prostitutionen som sådan er mindsket i omfang. I stedet mener man, at den skjulte prostitution antageligt er øget.”

Der kan være mange motiver til at være hhv. for eller imod prostitution. Men i en offentlig debat er det meget uheldigt, at der er så stor afstand mellem de videnskabelige fakta og de udsagn, der former grundlaget for selvsamme debat.

Her har medierne det største ansvar, selv om man også kunne ønske, at politikere og embedsmænd gjorde sig den ulejlighed at bruge det allervigtigste værktøj: Kildekritikken.

Print Friendly, PDF & Email