Hvis man vil opnå det bedst mulige for sin organisation (læs: optimale relationer til sine stakeholders) må man sørge for at have så stor indflydelse på kommunikationen som muligt. Banalt, men sandt.
Politiken har i løbet af et par uger rodet sig ud i både sagen med en redaktør med fortid som hemmelig agent og sagen, hvor de siger undskyld uden helt at vide til hvem. Lad os fokusere på den første.
En ex-007 som chefredaktør og senere bestyrelsesmedlem? Vil Politiken have interesse i at fremstille dette som noget uproblematisk eller som noget skidt? Gæt selv.
Når DRTV tager sagen op og vil have en vurdering af dobbeltagentens eventuelle påvirkning af avisen, vælger journalisten at spørge en journalist fra – Politiken!
Ikke det mest geniale kildevalg fra DR’s side, men det er knap så interessant. Politiken kunne nemlig selv have gjort noget for at få et tv-indslag, der gav bedre goodwill.
Hvis man vil opnå troværdighed ved at andre taler pænt om én, bør man i god tid sikre sig en ekstern forbundsfælle med et godt ry og få vedkommende til at markere sig i debatten – og dermed blive kørt i stilling som en kompetent kilde, det er let at få kontakt med for journalisterne.
Politikens fodfejl skyldes muligvis, at bladets selvopfattelse stadig befinder sig i en gråzone mellem den traditionelle medierolle og en moderne virksomhedsidentitet. Som Peter Goll, kommunikationsrådgiver og direktør for kommunikationsfirmaet Geelmuyden Kiese, sagde i Information: »Politiken er gået fra at være en traditionel nyhedsformidler til at være en kampagneorganisation.«
Men uanset årsagen, så betaler det sig altid at forberede sig godt og være proaktiv – så at kommunikationen ikke kun foregår på andres præmisser. Pundiks “tilståelse” kom vel næppe helt bag på avisen…