De sidste 20 års digitalisering er en udfordring for vores kommunikation. Jo mere indirekte kommunikation, jo mindre kvalitet og dermed effekt. Vi bør i højere grad inddrage og styrke den personlige kommunikation.
Der eksisterer et underforstået mantra, som lyder: ”Digital is beautiful”. Det har flere før mig forsøgt at slå ihjel, og jeg støtter dem helhjertet. At påstå, at digitalisering af dette eller hint i sig selv er positivt, er simpelthen noget vrøvl.
De digitale kommunikationskanaler er avancerede i forhold til omkostningerne, de giver mulighed for at målrette og analysere, og de kræver ikke meget udstyr. Analoge kommunikationskanaler som fx møder og events er derimod mere krævende mht. tid og penge, og de har ikke de samme muligheder for bearbejdning og analyse.
Derfor er fokus i løbet af 20 år skiftet til de digitale platforme, vi i dag betragter som en uundværlig selvfølge. Vi kan hverken undvære hjemmesider, email, sms eller LinkedIn.
Hvordan er den samlede effekt af de kommunikationskanaler, vi bruger i dag? Det er nemt at måle værdien af fx et digitalt nyhedsbrev isoleret set, men hvis man kigger på hele virksomhedens kommunikation, må man også inddrage den analoge del.
Det interessante ved den er ikke det analoge, men at en stor del af den består af direkte kommunikation mellem to eller flere mennesker – ude i den fysiske virkelighed. Der er bare ikke så mange, der taler om den. Her er det sværere at måle effekten, men hvad angår kvaliteten af budskabet har den nogle fortrin, der ikke kan rokkes ved.
Budskabet svækkes
Det er velkendt, at en del af budskabet forsvinder, når kropssprog og nærvær bliver erstattet af tekst og billeder på en skærm. Der er heller ikke mulighed for at indgå i en dialog, som kan styrke værdien af kommunikationen.
Gennem mange år har vi som alternativ til face-to-face samtalen brugt det næstbedste, nemlig telefonen. Der kunne man i det mindste høre hinandens stemmeleje og have en to-vejsdialog. Men i dag er vi mere tilbøjelige til at sende en mail eller en sms: Dels er folk ikke til at få fat på, dels kan de jo så læse den, når de har tid…
Der er mange, der jubler over succesraten på fx deres sociale medier, men disse statistikker handler kun om kvantitet. Det centrale er jo i hvor høj grad kommunikationen lykkes – dvs. at alle parter får det tilsigtede og maksimale udbytte og ikke misforstår hinanden. Altså kvalitet.
Det at kommunikere handler – også i 2018 – om ét eller flere levende mennesker, der vil kommunikere med en målgruppe af lige så levende mennesker. Ganske som for 100 år siden.
Summa summarum: Der er sket et skred i balancen mellem den direkte kommunikation mellem mennesker og den indirekte kommunikation via digitale platforme. Det betyder rent logisk, at kvaliteten af kommunikationen er blevet ringere.
Vi skal ikke ønske os tilbage til tiden før vi gik i nettet, men det er nødvendigt, at vi i højere grad inddrager og styrker den personlige kommunikation, når vi kigger på den samlede kommunikationsindsats. Hvis vi gør det, kan vi påvirke balancen i positiv retning – og dermed kommunikere mere effektivt.
Jeg burde nok fortælle alt dette næste gang jeg mødes med én i mit netværk. Face-to-face…