+45 40403732 jm@jespermadsen.dk
I mit nyhedsbrev har jeg for nylig beskrevet en rigtig klassiker, nemlig den med nutids-R og navneform: “Det er ikke nemt at ændrer password ” og “Eleverne lære meget i skolen”. Et R for meget, og et R for lidt.
 

Nr to på hitlisten er ligge eller lægge

Ligger betegner en tilstandlægger betegner en handling.
Man bruger altså ligger, når man fx ser, at bogen ligger på bordet. Men flytter man den, er den derimod et objekt, man lægger på bordet, dvs. en handling.

Ligger kan i den forstand stå alene: Han ligger ned, hun ligger på gulvet. (Gulvet er her ikke et objekt, man flytter på). Men siger man lægger, lagde eller lagt,  skal der være en genstand med: Hun lagde bogen på bordet.

Så I er galt på den i Århus, når I ”har lagt på sofaen og set tv”. Eller den omvendte fejl, som en dag landede i min indbakke: ”Hvis man ligger bagsæderne ned, kan der så være en cykel inde i bilen?”

A propos det jyske er der også den berømte fejl, som jo i virkeligheden handler om dialekt: ”Han tog hans hat og gik…”. Nej, det er hans egen hat, og derfor hedder det ”sin hat”. Men det danske sprog er alt andet end logisk: Hvis nu to personer tog deres hatte…? I flertal har reglen pludselig ingen betydning.

Mit gæt er i øvrigt, at ”hans hat” om nogle år vil være korrekt dansk – på linje med i England, hvor de ikke har problemer med at sige ”He took his hat”. Hvad skulle det ellers hedde?

Nu skal jeg snart finde ud af hvad jeg vil lægge under juletræet – og håbe, at der den 24. også ligger noget godt til mig…

Ingen jul uden “bøffer” fra medierne…

Først en opskrift på godt gennemstegt juleand:

Steg anden cirka 1½ time (alt efter størrelsen) med brystet nedad ved 1.300 C. Herefter cirka 2½ time med brystet opad ligeledes ved 1.300 C. Anden efterbrunes i cirka 10 minutter ved 2.250 C. (Digeposten)

Det er hos slagteren, du får den rigtig gode gammeldaws kvalitet der sikrer, at julemanden smager som i gamle dage. (Annonce fra Søborg Slagteren)

Udviklingen går i den retning, at vi alle bliver ældre og ældre. (Radioavisen)

Indvandrerne burde være mere kriminelle. (Overskrift i Politiken)

Par søger elsker. Hun er 40 år, slank og feminin. Han er 12 år, slank og håndværker. (Annonce i Søndagsavisen)

 

Rigtig glædelig jul – og godt nytår!

Print Friendly, PDF & Email

Hold dig opdateret

Bliv klogere på hvordan du får mest ud af din kommunikation - fx via gode tekster og strategisk planlægning. 

Mine nyhedsbreve indeholder konkrete eksempler, tips & tricks.

Du modtager nu mit nyhedsbrev!