Jeg skal snart holde debatoplæg igen – og jeg glæder mig. Det kan nemlig give min faglighed et udbytte, fordi jeg kommer i dialog med 50-100 mennesker, jeg ikke kender. Og det er et udbytte jeg ikke kan få i dagligdagen foran skærmen.

Med digitale netmedier kan du på sekunder nå ud til flere mennesker end du vil kunne møde face-to-face i flere år. Og du kan oven i købet analysere, segmentere og målrette din kommunikation i detaljer.

Men vil du nøjes med digital kommunikation, når det gælder dine børn eller dit håndboldhold? Næppe. For det kræver noget andet og mere. Her gælder det om at forstå dem 100 procent, om at have en klar fornemmelse af deres følelser, tanker og behov – og ikke mindst deres reaktioner på dig og det du står for. Derfor bruger du old school analog kommunikation: Du taler, lytter, ser dem i øjnene og opfatter deres kropssprog.

Dette sker bare ikke så ofte som før, når det gælder dit arbejdsliv. Det er fx derfor vi nogle gange skriver ”jeg mødte ham i går IRL”. In real life. Det kan være nødvendigt at skrive IRL, fordi størstedelen af vores kommunikation modsat for 20 år siden foregår via Facebook, mail, Skype, sms eller andet digitalt.

Min pointe er, at vi skal blive bedre til to ting:

  • At møde vores kunder/interessenter/netværk face-to-face en gang imellem, og notere os, hvad det giver. På den måde kan vi forstå dem meget mere præcist, end vi kan ved digital kommunikation.
  • At inddrage den analoge kommunikation, når vi planlægger vores kommunikation og markedsføring. Det gælder fx både møder, telefon-kultur, taler og den ”ubevidste” daglige branding, alle medarbejderne foretager, når de snakker med naboen eller familien.

 

Hvorfor?

  1. Fordi jeg mener, at dominansen af digital/indirekte kommunikation betyder, at vi har et mere upræcist billede af hinanden (målgruppen, kunderne) end vi behøver at have.
  2. Fordi jeg oplever, at der generelt bliver stadig flere sociale analfabeter, som ikke har rutine i at tale med andre mennesker, men som kan skrive 100 sms’er i timen.

Hvis tendensen fortsætter mht. både A og B, har vi et seriøst problem.

Det er ikke det, jeg skal holde oplæg om – det handler derimod om alternativ behandling, skyttegravskrigen med lægerne, osv.  Men også her spiller den digitale dominans en rolle… Er du interesseret i emnet, så tjek det her.

Print Friendly, PDF & Email