Jeg plejer jo at komme med råd og staldtips til afsenderen af budskabet, fx omkring sprog, strategi og medievalg. Men det er jo ikke alle, der i det daglige har rollen som afsender, til gengæld er det umuligt at undgå rollen som modtager af information. Og i fritiden kan vi nogle gange være tilbøjelige til at slå vores kritiske filter fra – fx når vi er på sommerferie. (Jo, jeg har selv prøvet at gå i fælden)
Derfor har jeg lyst til, inden der går sommer i det hele, at dele mine overvejelser som modtager af budskaber – som læser, lytter eller seer. Så kan man jo øve sig i at vurdere troværdigheden, når der kommer nogle dage med regnvejr.
Det er ikke blevet lettere med årene. Vi bliver i dag bombarderet med kommunikation fra ufatteligt mange flere afsendere end vi blev før den digitale tidsalder, og ofte kender vi hverken afsenderen eller dennes motiver.
Jeg har forsøgt at sætte de vigtigste aspekter i system – her er hvad jeg synes vi skal være opmærksomme på, hvis vi skal undgå at lade os manipulere af en artikel eller et indlæg:
- Hvilket medie er der tale om? Kan du se, om det er uafhængigt eller knyttet til en organisation/virksomhed?
- Er nemt at se præcis hvem der er ansvarlig for indholdet?
- Hænger indholdet sprogligt sammen, eller bærer det præg af sjusk eller Google translate?
- Sensationen: Lyder det for godt (eller skidt) til at være sandt?
- Kilderne, der citeres: Prøv at google dem. Ved de noget om det, de udtaler sig om? Er der tale om autoriteter som fx en professor, er han/hun så uafhængig af kommercielle interesser? Har de mon personlige interesser i budskabet?
- Hvem har generelt interesse i at vi tror på budskabet og måske deler det?
- Henvisninger til andre kilder: Google igen – ser de troværdige ud?
- Henviser man til et kendt medie (fx Politiken) så tjek lige, om Politiken rent faktisk har skrevet om emnet.
- Indlæg på sociale medier som Facebook er ofte svære at vurdere, men ikke umulige. Tænk to gange før du deler.
Der kan siges meget mere om dette, men nu er det nok for denne gang.
De varmeste sommerhilsner,
Jesper
– og vær nu ikke alt for kritisk, det er jo menneskeligt at fejle, når man laver en vejrudsigt 🙂