Jeg har i den sidste uge konsumeret et væld af nyhedsudsendelser i radio og tv. Men nu har jeg, egentlig uden at tænke over det, begrænset antallet kraftigt. Og nu kan jeg godt se hvorfor:
Du bliver kugleskør, hvis du hele tiden kun forholder dig til råd, risiko og symptomer! Du skal også have sunde interesser!
Løsningen må være at fordele sin tid nogenlunde ligeligt:
- Familie og/eller venner (uden for husstanden dog kun online)
- Arbejde (hvis du har ét og det er muligt at udføre det)
- Opladning af de mentale ”batterier” – den vigtige, men svære del.
Naturligvis er det et must, at vi passer på os selv og hinanden, følger med i Corona-føljetonen, husker hygiejnen, osv. Hører radioavis, køber stort ind og ellers bliver hjemme, undgår selskabelighed, vasker hænder i én uendelighed, osv. osv.
Men så er der også dømt pause! Sluk for alle kanaler, glem Mette Frederiksen, politiet og Sundhedsstyrelsen!
Brug fraværet af medie-virus til at gøre noget godt og behageligt for dig selv. Gå en tur, leg med ungerne, dyrk musik og dans, snak i telefon i timevis med en ven, dyrk sex med dig selv og andre (hvis I i forvejen er sammen), se nogle gode film på nettet, gør det, du længe har ønsket at have tid til, hjælp evt. én, der er mere end to meter fra dig, eller drik dig i hegnet, bare du gør det derhjemme.
Især er det gode vejr en gave til os alle – så længe vi nyder det med dem fra vores eget hjem og ellers holder de to meter til dem, vi møder undervejs.
Det vil jeg prøve at gøre – i hvert fald nogle af tingene…