Aktuelt online foredrag – en skønne dag også live!

Alternativ behandling – muligheder og udfordringer

Alternativ behandling har gennem to år fået en uhørt ensidig medieomtale, hvor kun kritikerne er kommet til orde. Debatten er præget af svulstige udsagn som fx disse, som kommer fra bl.a. læger og andre veluddannede.

  • Du vil kunne lave den samme forskning om tandfeer
  • Det svarer til at indføre en statsautorisation af voodoo
  • Den naive dyrkelse af det alternative.
  • En form for feelgood-faktaresistens
  • Her blåstemples homøopati, den ultimative, nutidige snake-oil.

Men hvad er egentlig op og ned i alt dette? Hvordan får vi debatten ind på et mere lødigt spor? Hvordan finder vi ud af hvilke behandlinger, der kan fremme sundheden? Hvorfor er fronterne trukket stejlt op?

Jeg ønsker en mere bæredygtig sundhedspolitik. Derfor holder jeg oplæg i foreninger, på arbejdspladser og ved arrangementer – i håb om at debatten kan styrkes og blive mindre præget af myter og retorik, men mere af fakta og visioner.

Vi har kættere i Danmark. En læge, der viser en positiv interesse for det alternative, får ofte problemer med sin karriere og bliver stemplet som ”uvidenskabelig” af sine kolleger. Derfor tør kun få af dem stå offentligt frem.

Over halvdelen af os har brugt alternativ behandling, mere end hver fjerde inden for det sidste år. Men mens emnet er populært stof på tv, optræder det aldrig, når man i sundhedsvæsenet diskuterer indsatser og budgetter.  Hvorfor?

Hvem er jeg?

Jesper Odde Madsen, selvstændig kommunikationskonsulent med speciale i alternativ behandling. Opgaver for bl.a. Sundhedsstyrelsen, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling, CAMbrella.eu (projekt under EU-kommissionen), Forenede Danske Zoneterapeuter.

Se mine referencer mht. alternativ behandling her

Jeg udgav i 2001 denne bog