Du har sikkert som jeg oplevet glæden ved for første gang at møde en person, du kun kender fra mail eller skærm.
Men vi har vænnet os til, at antallet af direkte samtaler Ansigt til Ansigt i dag udgør en mindre andel af vores kommunikation med andre mennesker, end det var tilfældet for 20 år siden. Måske har du også prøvet noget af dette:
- Når jeg henvender mig til en fremmed i bussen, bliver de ofte forskrækkede, da det sjældent sker, fordi alle jo sidder og kigger i telefonen.
- Det kræver 5-6 beskeder frem og tilbage over en eftermiddag, når du vil finde en dato hvor I kan mødes. Selv om det kunne klares med en enkelt samtale i telefonen.
- Jeg prøver i over en time at få min computer til at gøre noget jeg skal klare via en offentlig hjemmeside, men uden held – selv om jeg genstarter maskinen. Til sidst opdager jeg, at det skyldes en fejl på deres hjemmeside…
Den digitale kommunikation har erobret en stor del af vores liv, og meget er naturligvis nemmere eller hurtigere end før. Men ingen har spurgt os hvilken teknologi vi egentlig har brug for, og ingen har overvejet konsekvenserne af at miste en stor del af de direkte samtaler.
Problemerne med den digitale kommunikation viser sig dels i den aktuelle debatkultur (fx på Facebook), dels i privatlivets relationer, samt ikke mindst i de aktuelle data om trivsel, arbejdsglæde og psykisk arbejdsmiljø. For eksempel i en undersøgelse, der fx fortæller, at hver femte ansatte i sundhedssektoren har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Det er dokumenteret her.
Der er ikke påvist en sammenhæng mellem digital kommunikation og dårlig trivsel, men jeg vil vove den påstand, at vores livskvalitet påvirkes af graden af direkte kontakt med andre mennesker.
Hvorfor står vi så i den situation? Og hvad betyder det for os? Det har nemlig mange konsekvenser udover dem, jeg lige har nævnt. Det er noget af det, jeg vil komme ind på i de følgende udgaver af Ansigt til Ansigt.
Her og nu blot tre ”fitnessøvelser”, du kan bruge som modgift:
- Gå en tur med én, du kun kender fra nettet.
- Ring til den fætter, du var lige ved at skrive til på Messenger.
- Er du faret vild i byens gader? Glem Google maps og spørg den første, der kommer forbi.
God træning!
