Når vi er sammen med et andet menneske, kommer vi nogle gange til at opfatte ham/hende gennem et filter, der hedder “jeg kender dig”. Ubevidst lyder budskabet fx sådan: Jeg kender jo godt min kollega, og derfor ved jeg på forhånd hvordan hun tænker og opfatter verden. Jeg behøver derfor ikke at ulejlige mig med at undersøge, om det nu også er rigtigt.
I hverdagen har det sine fordele at kende hinanden godt, men vi udvikler os hele tiden, så derfor lønner det sig at ryste posen en gang imellem – måske har hun ændret sig på et punkt, der er vigtigt for vores kontakt. Hvis man overser den slags, kan det på sigt føre til misforståelser, frustrationer og konflikter.
Det samme gør sig gældende, når man hjemme i stuen er sammen med den partner, man kender ud og ind. Her regner man (ubevidst) desuden med, at hun/han opfatter det, der sker, på samme måde som én selv. Er man ikke opmærksom på det, kan det godt udvikle sig til frustrationer og skænderier.
Møder man én, der partipolitisk er blå, og man selv er rød, kender man på forhånd vedkommendes holdninger til alt muligt. Man er jo pr definition uenige om hvordan samfundet bør indrettes, så derfor er der ingen grund til at finde ud af hvad denne person konkret mener om stort og småt. På den måde undgår man at blive klogere – og at ændre sine fjendebilleder.
Det er naturligvis sat på spidsen, men de tre situationer har det tilfælles, at de trækker energi ud af begge parter på grund af kommunikation, der mangler en ”kvalitetssikring”. Det er den, jeg sørger for og underviser jer i.
Minder alt dette om noget, du er godt træt af, så grib telefonen og hør mere. Stemmer duer til mere end bogstaver på en skærm.